Vi var ankommet til Palermo om aftenen. Det var sensommer. Det dunkle orange gadelys drev af murene, de sprækkede brune og grå facader, udhakket og solmørnede, fortalte hemmeligheder fra de sidste århundreder. Varmen imellem dem var intens. Lige fra arbejdsfolkets stemme til kvindernes diskussioner på de små balkoner. Der hænger altid tingeltangel fra de skide vinduer, tænkte jeg, og den stakkels jomfru syntes ikke at kunne få fred fra en andens jomfrus øjne.
Hotellet, vi var tjekket ind på, var bestyret og drevet af nigerianske bådflygtninge. De var drevet i land på Lampedusa og derfra fundet til Sicilien. Det var et æstetisk flot hotel, men en forretning. Æstetik og forretning. Det harmonerer sjældent, men de rige kan ikke se forskel.
Bådflygtningene talte bedre italiensk end dem, der var født med italiensk i passet. De var blevet stolte italienere. Mon ikke, tænkte jeg, at det kræver en naturlig intelligens og et dygtigt menneske i den anden ende at lykkedes. Historien på Sicilien er, at der altid har været mange forskellige religioner og baggrunde. Historien oppe nordpå er, de er bange for forandringen. Et dygtigt menneske i den anden ende.
De fik mig til at føle mig mere fattig. Lysende øjne kiggede på mig, og jeg vidste godt, at jeg et eller andet sted ikke var i stand til at fremføre den samme bevisbyrde som de bar rundt på.
Og de var ikke engang blevet sindssyge. Sikke en bedrift, tænkte jeg. De fortjente det pludseligt mere end os andre. Når du aldrig har mistet noget, sagde jeg til min kompagnon, bliver du aldrig i stand til rigtig at vide, hvad du har.
Jeg ringede til Matteo og fortalte om vores ankomst og hvor vi var i byen. Jeg bad ham stille, når han havde muligheden, fordi som sagnet går, er ethvert sted mere værd med en lokal som dirigent. Det gjorde han så, som et italiensk urværk gør bedst. Så vi gik bare selv ud i aftenen.
Vi forlod hotellet og vandrede mod Monte di Pietà. Duft af sandsten og en fortagende varme blandet med høje stemmer og kropslige fagter. Hestevogne og blæseorkestre var ved at lukke aftensolen helt ned, og temperaturen føltes mere bleg. Vi havde været i solen i flere måneder ombord på Rubin, så vi mærkede kulden fra de varme dage på samme måde som de indfødte. Sejladsen hertil havde været helt rolig, og de små øjeblikke for sig selv var stadig den vigtigste valuta. Scirocco-vinden, bevares.
Nu sad vi her under et Peroni-telt og drak Marsala, og jeg glædede mig over grunden til, vi faktisk var ankommet. Når man er på ferie, under institutionen, i de 7 uger man nu råder over, udebliver de lærerige stunder. Der skal mindst 2 måneder non-stop til for at nærme sig en fordybning. Ikke så underligt, de dumme bliver dummere, og de kloge bliver klogere.
Historien havde udspillet sig nogle år forinden, længere nordpå. Vi kom altid nordpå i enten maj eller september, når de værste ryk af turister var overstået, når havnepriserne var overkommelige. Vi er ikke fattige, men vi har bare ingen penge.
På et vinotek ved navn Nebraska lidt udenfor Camaiore sad vi og spiste og drak kold rødvin.
Her gik historien iblandt nogle tidligere italienske kolleger - som jeg havde hjulpet med nogle knap så dogmatiske tekniske ceremonier, og jeg havde forsøgt at lære dem en smule om processernes kontekst i forbindelse med, hvor i et software-forløb man befinder sig. Det var alt sammen i forbindelse med et stykke software til en industri-protokol og endnu en abstraktion ovenpå en ligegyldig innovation, der i sidste ende alligevel handlede om konkurrence og hverken solidaritet eller samarbejde.
Men på stranden i Mondello, lidt udenfor Palermo, fandtes en restaurantejer, som grillede blæksprutter på åben ild, og hvis søn havde lavet restaurantens "kasseapparat". Noget med en egenudviklet compiler og et lille sprog, som efterfølgende gjorde det muligt at afvikle et program ovenpå en Intel 4040-chip. Han havde i hvert fald opkaldt compileren "Polpetta" efter sin mor (man kan ikke hedde Polpetta). Ingen vidste, hvad drengen hed. Men faren hed Piero.
Historien var god. Den blev også fortalt godt. Det hører sig alligevel til sjældenhederne, tænkte jeg, at nogen kan fortælle historier om tekniske bedrifter, uden at fortælleren selv finder fortællingen værende noget af det vigtigste andre skal begaves med. Folk og deres arbejde, tænkte jeg, de er begravet i lyserødt fór, men hvis de kiggede op, bare et par dage, se, at der faktisk også var verdner af azurblåt.
Den aften sad vi med cikaderne på repeat på Nebraska i Camaiore, efter en tur på den offentlige strand ude bagved pinjeskoven i Viareggio. Jeg var kommet på Nebraska, siden jeg havde været lille barn, og nu var det Stefano og ikke den gamle ejer Giuseppe, der fortalte historier. Giuseppe havde smidt folk ud, hvis de stillede for mange spørgsmål til mulighederne eller ville have salt til maden.
Historien om restauranten i Mondello, der var blevet kendt af de lokale for et "kasseapparat", som kunne prutte om prisen, men mindst ligeså meget for drengen, som havde bygget den. Noget med, at den betalende gæst selv skulle stå med maskinen i hånden og taste de priser, som stod på regningen, og dernæst kunne selvsamme trykke på en tast, som enten ville få maskinen til at forøge eller mindske prisen. Og alt sammen ville ske, fordi en ung drengs bedrifter og hans ungdommelige udvikling af en compiler til en chip. Drengens far havde været så glad for sønnens passion og hans iver, at den absolut måtte bruges i restauranten.
Jeg vågnede lidt op igen. Fysisk i Palermo.
Vi bestilte mere vin oppe fra vulkanen. Den har et udtryk af splittelse og menneskets ubetydelige vandren i naturen, når du står oppe i højderne og ser den forstenede lava, der tårner sig op over dig. Fuldstændig sort. Men Nerello Mascalese er alt andet end det. Masser af liv. Tænk nogle gaver at få fra sådan et sted. Gaver, man kan drikke.
Matteo var ankommet og havde fundet ud af, at vi skulle mod havnen og spise kalvetunge og derefter spille kort på den anden side af gaden. Ovre hos de gamle. "Fantastisk," sagde vi alle til hinanden og gik smilende hånd i hånd ned mod vandet.
Piero stod i hjørnet af ude-køkkenet på hjørnet af Via Delfini og flåede blæksprutter. Der var mange blæksprutter. De er klogere end de fleste mennesker, tænkte jeg. Derinde bagved vidste jeg, Polpetta eksisterede et sted, og jeg begyndte pludseligt at lide et afsavn til mine sene aftentimer, imens Paul Oakenfold fulgte mig derind, derind i flowet af programmeringens uendelige muligheder.
I arbejdet var mulighederne skiftet ud med mennesker, der vitterligt troede, de gjorde en forskel, med tusinder af linjer for betaling til lige at kunne klare tusinde mere, og som aldrig fik den samme fløjelsbehandling som den ægte kærlighed i kvaliteten udsprunget fra ens bedste energi.
Mondello var en skøn og på visse områder, en rå strand. Vi havde fire år forinden været der med Claudio og hans mor, som hverken røg eller drak, men som inden vi forlod sandet og vandet, både havde cigaretter i lommen og var blevet halvberuset. Vi havde uden, vi vidste det, gået forbi det sted, jeg nu så frem til at få en bid af. Mondello havde, ligesom bådflygtningene og historien fra Nebraska, taget røven på mig.
Da jeg endelig mødte Gianni, drengen der med sine computer-fingre havde bygget det, jeg gerne vil se, sker det på baggrund af en telefonopringning, som jeg ikke har set komme. Men Matteo har - fordi jeg har talt om det mere end en gang i nostalgiske vendinger - fundet ud af, hvor og hvem drengen er, og han har med lille portion armod i stemmen indvilget i at vise sit "kasseapparat" frem for os fremmede interesserede.
Gianni er 15 år gammel, og han har været begravet i sin computer, siden han var 8 år, fortæller han. Han har interesseret sig for den hemmelige verden inde under skærmen, siden jeg første gang tændte den, og som alle os, der har forvildet sig ind i en verden, som de færreste forstår, forstår jeg udmærket, hvor han kommer fra, selvom der er over 20 års aldersforskel på os.
Gianni fortalte mig med en lille undren, at han ikke erindrede, hvorfor det blev en Intel 4040-chip, men at han som 12-årig, i forbindelse med en ferie, havde fundet et "kit" hos en tjekkisk computerforretning, som også kom med hardwaren omkring en regnemaskine; display, knapper osv.
Også havde han fundet instruktionssættet for chippen knap så udfordrende - han viste mig den patinerede fysiske manual - men bestemt ikke nemt, og forsøget med at programmere mere komplekse ting havde fejlet for ham pga., mente han, antallet af bits til rådighed gjorde større operationer mere besværlige, end hvis han havde brugt en 8-bit chip. Så det var "bare" blevet til en simpel regnemaskine i begyndelsen.
Efter noget tid med hans nye regnemaskine begyndte Gianni at kede sig og besluttede sig for at udfordre foretagende og derfor bygge et lille sprog (DSL) og dertil en compiler i C og Python. Han kaldte compileren Polpetta efter en af hans mors søndagsretter, og navnet var netop opstået, fordi hun med stolthed havde serveret "Polpette al sugo alla siciliana" en sen aften, hvor hans udfordringer med programmeringen havde gjort ham tosset. Hans mors aftensmad havde reddet hans humør.
Gianni fortalte mig med hans teenage-jomfruelighed, at den afmagt, når noget ikke fungerede, ville holde ham vågen om natten og gøre ham kort for hovedet. Muligvis ud af hensyn til husfreden fandt hans far det morsomt, at hans program på det tidspunkt ikke kunne regne rigtigt, og så en mulighed i at bruge genstanden i restauranten, når betalingen fra gæsten skulle falde. Derfor endte Giannis "kasseapparat" hos restaurant Piero, og dens til tider finurlige resultater havde også underholdt gæsterne på restauranten, når der skulle betales.
Vi sad i Giannis fars restaurant, og jeg lyttede naturligvis til hans vidunderlige historie. Det er passionen, tænkte jeg, drømmen og ønskerne om at kunne omsætte tanker til virkelighed, der gør, at man lytter mere til nogle mennesker end andre. Rigdommen kan forsvinde med alderen, fordi forventningen æder sig ind fra noget, du ikke selv kan kontrollere - medmindre du er opmærksom på det fra begyndelsen.
Når det kommer fra unge mennesker, tænkte jeg, kan misundelsen opstå, fordi tiden i rummet er ubalanceret, og de har statistisk mere tid tilbage end en selv. Det er afgjort et forbilledligt mentalt maleri af, hvor stolt jeg bliver på de unges vegne - den sult Gianni havde - men samtidig også muligheden for at forberede dem på, hvor mange ligegyldigheder der venter dem fra en anden verden. Så min eneste anke til Gianni var, at han skulle passe på sin passion og lade den drive ham, men passe på, når andre ville have del i den for en afgift, der ikke harmonerede med den rigdom, den virkelig gav ham. Så hellere gå tiggergang, fortalte jeg ham.
Vi takkede derpå alle på restauranten for en formidabel aften og især for det minde til livet, vi var blevet beriget med. Vi skulle afsted ombord på Rubin nogle dage efter, og vi havde mere end en ting, der skulle forberedes inden. Da vi forlod Sicilien og sejlede af det Tyrrhenske hav op mod Ligurien, vidste jeg, at vores historie ville passe godt ind, når vi endnu engang stod på Nebraska lidt nord for Viareggio, i Camaiore. Det var der, vi satte kursen mod.